Retorik er en kommunikationsskole, der er specialiseret i, hvordan man overbeviser andre – klart, ærligt og troværdigt.
Aristoteles definerede retorikken som videnskab og kunst for snart 2500 år siden. Han definerede retorikken som ”Kunsten at finde de overbevisende momenter i en given sag”. Når vi taler om retorik, taler vi altså om det at overbevise nogen om noget. Hvad enten det er i en politisk tale, oplæg til medarbejderne, eller hvem der tager opvasken i aften.
Retorik er en videnskab, der ikke kun beskæftiger sig med det teoretiske aspekt, men i lige så høj grad den praktiske del af kommunikation. Det betyder også, at retorikken lægger stor vægt på sammenhængen mellem form og indhold, gode argumenter og smukke ord. Det korrekte komma såvel som den store pressestrategi. Retorik drejer sig om at formidle sit budskab klart, ærligt og troværdigt. Alt det, vi siger og skriver, er afhængigt af den situation, det bliver fremført i. Vi kommunikerer med andre ord aldrig ud i ingenting.
Retorik er i dag en kandidatuddannelse på Københavns Universitet. Som retorikere fokuserer vi på det lange, seje træk, ikke de lette løsninger. For at blive bedre til at formidle er der ikke andre udveje end omtanke og træning.
Hos Rhetorica styrker vi dine retoriske kundskaber, så du kan koncentrere din energi og dine kompetencer på at dele viden, skabe, lede og motivere i mange forskelligartede situationer. Vi har en bred teoretisk viden og praktisk erfaring, der gør os i stand til at hjælpe dig med at formidle dit budskab med gennemslagskraft.