3 råd til MUS-samtalen

Det er tid for MUS-samtaler rundt omkring i landet. For mange medarbejdere og ledere kan MUS-samtalen føles lidt som en eksamen og give anledning til bekymrende rynker og akavede situationer. Derfor får du her tre vigtige råd til, hvordan du bedst håndterer medarbejdersamtalen, uanset hvilken side af bordet du sidder på.

De tre gode råd kan også hjælpe dig i mange andre forhandlings- og formidlingssituationer som salgsmøder, teammøder, lønsamtaler og lignende.


Vær forberedt
MUS-samtalerne er ikke og bør ikke være som en eksamen. Alligevel er der et par ligheder mellem de to situationer. Der er nemlig ingen undskyldning – den være sig nok så ”god” – for ikke at være godt forberedt! Vær sikker på, at du har sat dig ind i, hvordan samtalerne foregår i din virksomhed, og hvad de skal bruges til, så du forbereder dig rigtigt.

Måske har du som medarbejder nogle ønsker til uddannelse eller nye arbejdsopgaver, og som leder kan du stå over for at skulle skuffe en medarbejder eller foreslå nye arbejdsopgaver som følge af gode resultater. Uanset hvad, er det vigtigt, at du har gjort dig klart, hvad du gerne vil have ud af samtalen. Hvad er dine hovedpointer – det du skal sikre dig at få frem – og hvilke argumenter har du til at understøtte dem?


Hvordan, du siger det, er vigtigere, end hvad du siger
Din fremtræden, din stemme og dit kropssprog siger mere end 1000 ord og spiller også en stor rolle, når du skal fremføre dine hovedpointer og -argumenter overbevisende.

Her får du tre vigtige råd til, hvordan du understreger din overbevisning og gennemslagskraft til MUS-samtalen.

1. Vær overbevisende
Signalér med din krop, at du selv er overbevist – det virker overbevisende. Derfor:

- Ret ryggen og sænk skuldrene.
- Bevæg dig med sikre, afslappede bevægelser.
- Hav en fast holdning, en myndig stemme og et bestemt, men åbent ansigtsudtryk. Det er såkaldte højstatusmarkører og underbygger det, du siger, med en overbevisende udstråling.


2. Mød tilhøreren!

Det er en myte, at konstant øjenkontakt er en fordel. Faktisk kan det nemt virke aggressivt og være ubehageligt for den, du sidder over for, hvis du konsekvent stirrer personen direkte i øjnene. Derfor:

- Mød den andens blik og smil, øv dig i at henvende dig med et afslappet og imødekommende ansigtsudtryk.
- Sørg for, at dine øjne er åbne, modsat når du kniber øjnene sammen i koncentration eller nervøsitet.
- Løft eventuelt øjenbrynene en smule – det giver dig et imødekommende udtryk, der udstråler overskud og sikkerhed.
- Lyt aktivt. Lyt, i stedet for at tænke på, hvad du vil sige.
Når du er nærværende, viser du respekt for den, der sidder på den anden side af bordet. Det signalerer overskud og stemmer personen, der sidder over for dig, positivt. På den måde kan du opnå bedre dialog og større gennemslagskraft.

3. Fysiske uvaner er strengt fy fy!
Alle har en eller flere fysiske udtryksformer, de bruger – ofte ubevidst – når de bliver nervøse eller skal koncentrere sig. Piller sig i håret, klør sig på næsen, blinker ukontrollabelt eller sidder uroligt på stolen. Det er irriterende for den, du taler med, og udtrykker usikkerhed. Derfor:

- Lad ikke blikket flakke rundt i hele lokalet. Hold fokus på din samtalepartner og vis, at du er på og klar til dialog.
-
Lad ikke dine hænder leve deres eget forunderlige liv – hold dem i ro og brug dem til at gestikulere, når du vil beskrive eller understrege en pointe. Fold eventuelt hænderne i begyndelsen, hvis de er for hektiske.
-
Lad være at rykke rundt og skifte stilling konstant. Placer dig behageligt på stolen og bevæg dig med rolige og kontrollerede bevægelser.
-
Kontroller indskydelsen til at bruge ”øøøh” og ”æææh” som pausefyldere. Det er okay at holde pauser, hvis du lige skal tænke dig om. Hellere vise eftertænksomhed end at plapre løs. Sig eventuelt: ”Giv mig lige et øjeblik” og køb dig selv tid til at finde ud af, hvad du vil sige og hvordan. MUS-samtaler er en samtale, og tavshed er en naturlig del af samtaler.

Læs disse tips lige inden din næste MUS-samtale eller en anden vigtig samtale. Husk at forberedelse er essentielt for en god, professionel samtale.

Vil I forbedre jeres forhandlinger og samtaler, så kan I bestille dette kursus.

 

Tip en ven/kollegaDel på FacebookDel på twitterUdskrivFøj til fortrukne
Del og print her