Brænd ud eller brænd igennem – et spørgsmål om træning
Brænd ud eller brænd igennem – et spørgsmål om træning
Klar formidling af et budskab er ikke kun en vuggegave; det er også en færdighed, der kan læres og forfines. Er du fra naturens side udstyret med evnen til at finde de rigtige argumenter på de rigtige tidspunkter? Understøtter dit kropssprog og din gestik naturligt det, du siger? Har du et åbent kropssprog? Har du sans for at disponere dine budskaber? Hvis ja, så er du godt stillet. Hvis nej eller måske, så fortvivl ikke. Selv med et mindre stabilt retorisk fundament kan du optimere din gennemslagskraft. Det kræver blot træning. Her har du nogle gode retoriske fif.
Kropssproget skal understøtte budskabet
Når chefen forklarer dig, hvorfor det er yderst vigtigt, at du smider alt, hvad du har i hænderne for at holde et oplæg for dine kolleger, lader du dig så overbevise af hans monotone stemme, korslagte arme og mudrede forklaringer? Eller bliver du derimod inddraget, hvis han deltagende gestikulerer, mens han konkret fortæller dig, hvorfor det lige præcis er dig, han har brug for til posten?
Lad os antage at du nu er blevet overbevist. Du er motiveret og har sagt ja til at holde oplægget.
Budskabet skal være klart
Gør dig klart hvad det præcis er du vil (sige). Hvad er intentionen med dit oplæg? Skriv hovedpunktet ned i én sætning og derefter to eller tre underpunkter. Du ved nu, hvad du vil og kan sætte ord på det, og dit oplæg vil være fokuseret.
Brug også et par minutter på at finde modargumenter til dine synspunkter. Hvad kunne tilhørerne finde på at spørge ind til? Når du inden oplægget har besvaret, hvilke spørgsmål du muligvis vil blive stillet, så er du også bedre rustet til at diskutere dine synspunkter efter oplægget.
Klar og tydelig præsentation
Nu står du der. Kollegerne kigger på dig; hvor skal du begynde? Indledningen har du indøvet på forhånd. Den skal sidde så fast, at du ikke behøver bruge energi på at huske den. I løbet af de første 20 sekunder har dine kolleger vurderet, om du virker som om, du har styr på det eller ej. Mens du siger indledningen, slapper du af i krop og stemme og kigger imødekommende på tilhørerne. Herefter indlægger du en kort disposition og formidler dine synspunkter.
Din afslutning har du også lært udenad. Den siger du med fast stemme i et roligt tempo, mens du ser rundt på dine kolleger. Vil du have din sidste sætning til at ”stå” lidt, holder du en kunstpause inden du leverer den. Sidste sætning må gerne være en gentagelse af dit hovedsynspunkt, så tilhørerne, som det sidste får at vide, hvad det er, du vil overbevise dem om.
Sådan sikrer du dig, at du brænder igennem med dit budskab, så det sætter sig fast i tilhørernes bevidsthed.
Få retoriske tips på e-mail eller på Facebook
Tilmeld dig vores nyhedsbrev eller vores Facebook-side og få løbende retoriske tips, tilbud og nyheder.
Lær mere om hvordan du bruger ord effektivt!
Se her en oversigt over vores åbne kurser.
Eller få leveret et skræddersyet kursus til jeres virksomhed.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev eller vores Facebook-side og få løbende retoriske tips, tilbud og nyheder.















































































