Præsuppositioner – om det du ikke siger

Det du forudsætter, at andre er med på, kan enten skabe nærhed – eller distance. Tænk over, hvad du forudsætter, at andre ’er’, ’mener’ eller har ’gjort’, så du ikke træder nogen over tæerne.  

Hvor mange gange slog du?
Du kender det måske fra børn og konfliktløsning: To drenge har været oppe at slås: ”Det var ham!” siger Knud. ”Nej, det var ham!” svarer Sigurd. For at mægle begynder du med at spørge Knud, hvad der er sket. Han svarer: ”Jeg har ikke gjort noget – det var Sigurd, der begyndte”. Så fortsætter du med at spørge Knud: ”Hvor mange gange slog du så Sigurd?” Og svaret vil typisk falde prompte: ”Kun to gange”. Så enkelt er det ikke altid. Har Knud ikke slået igen, vil han opfatte det, som om du pådutter ham noget, han ikke har gjort, fordi du antager, at han har slået. Sagt med andre ord; du lægger en præsupposition ind i dit spørgsmål.

Præsuppositioner er uundværlige
Præsuppositioner er den sprogvidenskabelige betegnelse for de forudsætninger, der skal være til stede, for at en samtale kan fungere. Ofte vil du slet ikke registrere præsuppositioner. Hører du en anekdote om en mand, der er holdt på med at ryge, behøver du ikke få at vide, at manden tidligere røg. Det konkluderer du helt automatisk. Den slags præsuppositioner er med til, at vi kan tale et ikke alt for omstændeligt sprog, hvor ALT om en situation skal siges. Det ville være trættende i længden.  

Præsuppositioner kan være problematiske
Det er ikke kun spørgsmål som ”hvor mange gange slog du?” der kan indeholde præpositioner. Også i konstateringen ”fejlen skyldes, at…” er der indlagt en præsupposition. Der siges implicit, at der er begået en fejl. Her kan du gå med på præsuppositionen: ”Fejlen skyldes ikke, at jeg har gjort noget galt, men…”. Det, du skal være opmærksom på, er, at hvis du først går ind på afsenderens præsupposition om, at der foreligger en fejl, er det efterfølgende svært at sige: ”Der er ikke begået nogen fejl.” Resultatet er, at du fremstår selvmodsigende – først indrømmer du fejlen, derefter forsøger du at løbe fra den.

Møveri og manipulation
Du skal passe på ikke at møve. Søger du at inddrage dine tilhørere ved at sige: ”I kender jo alle sammen til at blive vækket alt for tidligt lørdag morgen, når ungerne kommer væltende…”, forudsætter du, at samtlige tilhørere er forældre. Derved kan du udelukke dem, der ikke har børn endnu, og dem der ikke kan få eller vil have børn.
Præsuppositioner kan også bruges til at manipulere: ”Giv os Danmark tilbage!” Her forudsættes det, at ’nogen’ har taget Danmark fra os, og at ’nogen’ skal sendes ud af landet, så danskerne kan få deres land for sig selv.
Præsuppositioner kan bruges – og bliver hyppigt brugt – til at manipulere med; særligt i situationer hvor det er svært at svare igen.

Man kan da bare sige fra!
Nej, så let er det ikke. Præsuppositioner forudsætter, at noget er tilfældet – og unddrager sig diskussion. Det er svært – og virker ofte polemisk – at modsætte sig det præsupponerede. Er det i direkte transmitteret tv, er det særlig svært for en interviewet person at modsige journalistens spørgsmål. Det virker uimødekommende. Du kender det sikkert selv. Du bliver spurgt om noget – måske er du endda på talerstolen eller i en undervisningssituation, og du svarer på noget, som du bagefter kunne mærke ikke var helt rigtigt.

Derfor!
Lad vær med at presse noget ned over hovedet på nogen: ”Kender I det, når…” og gør man ikke det, er man ikke i samme båd. Det gælder om at samle folk i båden; ikke smide dem overbord, så du sidder tilbage med de indviede.

Vi har også præsupponeret i denne tekst. Men hvor?

Få retoriske tips på e-mail

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag vores retoriske tips, så snart de kommer.

Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her.